Julen begyndte ekstra tidligt for 40 glade børn i København.
Stemningen var varm og hjertelig da BCD Travel og Nordic Choice Hotels havde inviteret 20 udsatte familier til juletræsfest på Comfort Hotel Vesterbro i samarbejde med Julehjælpen.

Valby, 16. december 2015 – For fjerde år i træk var det med stor glæde at BCD Travel som partner til Julehjælpen endnu engang kunne afholde den traditionsrige juletræsfest til glæde for 20 familier og 40 børn i alderen 0-13 år. Arrangementet foregik onsdag aften d. 2. december i samarbejde med Nordic Choice Hotels, der lagde lokaler til festen på Comfort Hotel Vesterbro.
De 20 familier blev budt velkommen af Natalia Strauss, Account Manager fra Nordic Choice Hotels, der sammen med alle de frivillige havde pyntet op og gjort klar til den store fest. Alle familier fik en flot julepakke med alverdens lækkerier og gaver til den søde juletid, inden julemiddagen blev serveret til stor glæde for alle. Så kom Nissen Niller på besøg og underholdt børnene inden det store julelotteri med pakker til alle familierne blev afholdt. Afslutningsvis blev der overrakt personlige julegaver til alle børnene inden de frivillige kunne takke pænt af og ønske alle en rigtig glædelig jul.

Familierne var blevet udvalgt af Julehjælpen, der hvert år afholder mere end 15 juletræsfester over hele landet. Her får familierne et afbræk fra hverdagen med en dejlig fest til glæde for børnene samt julemiddag, gaver, godter og underholdning. Foruden festerne formidler Julehjælpen kontakt mellem donorer og værdigt trængende familier i hele Danmark, og er siden etableringen i 2008 vokset til en forening med over 80 frivillige, der sidste år hjalp 6.250 udsatte børn til at få en god jul.
BCD Travel valgte i 2012 at indgå samarbejde med Julehjælpen, da fælles værdier og socialt ansvar matcher godt med det fantastiske stykke arbejde som Julehjælpen udfører. I 2013 blev samarbejdet udvidet til et partnerskab, hvor Gitte Rasmussen, Director, HR Nordic, indtrådte i Julehjælpens bestyrelse. Siden da er det blevet til årlige juletræsfester i både København og Århus samt medvirken i afvikling af Julehjælpens årlige indefodboldstævne i Nørrebro Hallen.
Press contacts
Julehjælpen
René Husted Vahl
Mobil: +45 4178 6991
[email protected]
BCD Travel
Gitte Rasmussen
Director HR, BCD Travel Nordics
Mobil: +45 2845 7800
[email protected]
Per Markussen
Vice President, Commercial
Mobil: +45 2895 4617
[email protected]